Tand og mundpleje ved bestråling af hoved/halsområdet

Før man starter strålebehandling, bliver ens tandstatus undersøgt af en tandlæge på sygehuset. Man må ikke have nogen betændelsestilstand og anbefales at gå til sin egen tandlæge før start på stråler, da man undervejs ikke må få lavet huller eller trukket tænder ud pga infektionsfare og formetlig dårligere heling.

Man bliver fra start af informeret på sygehuset om at strålebehandlingen vil kunne skade ens slimhinder i munden, ens smagssans vil blive beskadiget og ændret, (hos de fleste midlertidigt) spytsekretionen blive meget nedsat og spyttet kan blive tykt. Spyttets funktion er bla. at fortynde maden og tilføje forskellige fordøjelsesenzymer, men det beskytter også vores tænder og slimhinder med enzymet lysozym, som er bakteriedræbende.

Sygeplejerskerne anbefaler derfor at:

  • man er omhyggelig med sin tandpleje, børster tænder  x 3 dagligt efter de 3 hovedmåltider.
  • køber en ekstra blød tandbørste, så man ikke skader gummer og slimhinden i munden
  • evt. får en ekstra fluorholdig tandpasta på recept fra sin tandlæge
  • Skyller sin tandbørste grundigt og putter den ned i et bæger med klorhexidin mundskyllevæske imellem tandbørstninger for at undgå bakterievækst. Tjek også at din tandbørste ikke står alt for tæt på dit toilet, hver gang du skyller ud, flyver det rundt med bakterier, så luk også toiletlåget.
  • man kan evt bruge Zendium mundgel- fåes på apoteket- til at smøre på slimhinder i munden og på tungen . Det gør munden lidt mindre tør, men hjælper kortvarrigt, synes jeg. Til natten var det godt den første halvdel af mit forløb, men senere da jeg fik noget tykt slim i halsen blev det ubehageligt.
  • bruge tandstikker belagt med silikone eller bløde mellemrums børster, de er mere skånsomme end plast og træ tandstikker og tandtråd.
  • kamille te kan være godt at skylle mund med

Jeg købte desuden på nettet nogle mælkebakterie sugetabletter, som er udviklet af en dansk tandlæge og menes at styrke den sunde bakterieflora i munden. De hedder ProlacSan og fåes på www.CMS dental.dk. Jeg ved ikke om de hjælper, men prøver at gøre hvad jeg kan og hvad jeg instinktivt tænker må være godt.

Desuden børster/skraber jeg min tunge også, da der sidder lige så mange bakterier på den som mellem tænderne.

Jeg har altid min vandflaske med mig og drikker ofte, for at fugte og rense munden. Danskvand er også godt. Desuden bruger jeg meget tyggegummi, og Lakerol med frugtsmag, som stimulerer spyt og er sukkerfri. Apoteket har spytstimulerende sugetabletter, men de  er dyre og er ikke bedre, efter min mening. Pas på de meget sukkerholdige madvarer som decideret slik og juice/sodavand, de øger risikoen for huller i tænderne.

Jeg har her 3/4 igennem strålebehandlingerne stadig fine tænder og slimhinder.