Mad når du har nedsat appetit, kvalme eller smagsforstyrrelser

Før jeg startede strålebehandling og ca de første 4 uger lavede jeg mine grønsagssafter på min nye slowjuicer trofast hver 2. dag- 1 grøn portion og 1 rød portion. (der er opskrifter under Kostens betydning)  Min morgensmoothie i forskellige udgaver var min daglige morgenmad.( opskrifter under Smoothies)

Men efterhånden som mine smagsløg blev beskadiget og tungen lodden og grå og jeg nærmest ingen spyt havde, kom madleden og en let kvalme sikkert pga den konstante metaliske smag i munden. Dertil smerter i halsen. Så blev det pludselig svært at få andet end vand og grøn te ned og det får man ikke mange kalorier af.

Mine grønsagsjuicer smagte ikke godt, blev for sure, smagte for meget af kål, og jeg havde ikke lyst til dem. Jeg holdt fast i min morgensmothie og holdt mig til de mere søde frugter fremfor syrlige, da det sure blev forstærket. Skyr m vanilje var ok. men alm skyr, yoghurt naturel og den slags var for surt. Så brugte jeg mandelmælk eller bare sødmælk. Jeg afprøvede forskellige slags proteindrikke fra sygehuset, men synes stadig det bedste var det hjemmelavede tilsat lidt proteinpulver.

Udover en lille portion alm. aftensmad levede de næste mange uger af : smoothies/milkshakes, beriget havregrød, risengrød, øllebrød med fløde, frugtgrød med fløde, blendede grønsagssupper med fløde, risotto, røræg og æg i forskellige udgaver med kartofler eller ris fra dagen før. Kartoffelmos lavet med smør og fløde og kødsauce.  Is er også godt, de små magnum ispinde fx. og italiensk is. Pandekager med is. 🙂

Havregrød deluxe: 2 dl sødmælk, 2 store spiseske havregryn, 1 spsk chiafrø, lidt rosiner eller svesker i små stykker, 1/2 banan i små stykker, 1 spsk. kokosmel, en anelse salt, 1/2 tsk sukker. Koges stille i 5 min. Serveres med kanel og sukker og smørklatter.

Banan milkshake : 2 dl. sødmælk eller mandelmælk, 1/2 -1 banan afh. af størrelse, 1 spsk hørfrøolie, evt 1-2 spsk proteinpulver, lidt vanilje. Blendes og hældes i et glas med isterninger. Husk 1 spsk olie = ca 100 kalorier, så det giver godt at tilsætte en sund olie alle de steder du kan komme afsted med det. Lidt jordbær eller blåbær i er også godt og ikke for surt.

Flydende drikke/proteindrikke kan du med fordel bruge sugerør til så de lander bagerst i munden, så smager du dem ikke så meget. Det hjælper også at de er iskolde eller med isterning i.

Når du ikke kan spise brød pga tørhed i munden kan du tage udgangspunkt i en rest ris eller kartofler fra dagen før.

Fried rice : en rest kolde ris fra dagen før, hakket rød peberfrugt, 1 forårsløg i fine skiver eller  1/2 hakket løg, Det hele svitses i en spsk olivenolie i 2 min. Så kommer du 1-2 æg over og lader dem størkne mens du rører rundt. Tomat og agurkeskiver er godt til, evt blandet i hytteost. Alternativt kan du også bruge en lille rest andre grønsager i risene, fx hakket blomkål eller champignon. Ligeledes kan du lave retten med brasekartofler istedet for ris. 

Fried rice og hytteost med tomattern
mange gode opskrifter

 

kostens betydning

Der er vist ingen tvivl om at det vi putter i munden har en indvirkning på vores energi, modstandskraft, heling og velbefindende.

Jeg vil ikke gå ind i meget lange forklaringer om hvordan kosten kan bruges ift. kræft, det er der andre meget dygtige personer der har gjort. (se nedenfor)

Udover de almindelige anbefalinger om 600 g frugt og (mest) grønt og gerne mere end 600 g dagligt, vil jeg nævne at især de grønne grønsager menes at have en kræft hæmmende effekt

Højest rangerer hvidløg, porre, rosenkål, brocolli,  grønkål, savoykål og andre kålarter, spinat, asparges, rødbeder, men alle grønsager er sunde og fulde af gode stoffer. Det er en god ide at få både af de grønne grupper og af de gule, orange og røde.

Frugt er  godt for alle, og specielt bær (især de mørke bær som blåbær, solbær, brombær, aroniabær) og stenfrugter(blommer, kirsebær, nectariner, ferskner, abrikoser) menes at indeholde kræftbekæmpende stoffer.

Jeg forsøger især under min strålebehandling at få både grønsager og bær hver dag. Det gjorde jeg også før min diagnose, men nu har jeg øget indtaget markant. Da det er svært at tygge sig igennem alt det frugt og grønt, investerede jeg fra starten i en slow juicer, en god saftpresser, som får meget mere med end bare saften. Alle frugter og grønsager skal så vidt muligt være økologiske eller som minimum danske. Da jeg bruger hele citrusfrugter med skal er de altid økologiske og skrubbet rene.

Da jeg har det bedst med rene farver og ikke for mange ting blandet sammen, udviklede jeg en grøn saft og en rød saft med variationer og det lavede jeg hver 2. dag , hældte det på skoldede glasflasker og drak det i løbet af de 2 dage.

Her er mine opskrifter:

1 portion rød juice til 2 dage

2 aflange rødbeder, 4 gulerødder, 1 rød peber, 1 hel appelsin med skræl, 1 citron med skræl, 1 æble(variation: /eller 1 håndfuld druer/eller granatæble uden skræl/ eller 1/4 vandmelon.) 2 cm ingefær rod, 2 cm gurkemejerod(skåret i tynde skiver og skoldet, ellers skal du tilsætte lidt sort peber til juicen for optagelsen af gurkemeje) Det hele køres igennem juiceren og hældes på rene glas.

 

1 portion grøn juice til 2 dage

3 blade grønkål eller en stor håndfuld spinat, 1 brocolli, 1 agurk, 1 æble, 1 citron med skræl, 1-2 cm gurkemeje og 1-2 cm ingefærrod, 1 håndfuld druer/ eller 1 skrællet kiwi. Du kan variere med fennikel, spidskål og andre grønsager som du kan lide, men brug altid en basis af de grønne kålarter. Jeg synes det fungerer bedst med lidt syrligt frugt til kålen.

Steder jeg har søgt viden om kræft og kost er bla. :

bogen Anticancer af David Servan-Schreiber

forfatter og blogger Anette Harbech Olesen “madforlivet.com”

Umahro Cadogan`s  oplæg og lydfil om kræft og kost og hans opskrifter

Chris MacDonald  – Fuck cancer

kosttilskud

Da jeg fik min diagnose regnede jeg med at jeg på et tidspunkt i mit behandlingsforløb ville få bivirkninger i mund og svælg som ville gøre det sværere at indtage nok sund mad. Det blev jeg forberedt på både af lægen og sygeplejerskerne. De påpegede også, at fra nu af måtte jeg gøre alt for at holde vægten. Om det så var med piskefløde og marcipanbrød eller andet man kan tage på af  🙁

For at forberede mig og min krop og give den de bedste forudsætninger for at klare den hårde behandling, læste jeg mig til, hvilke kosttilskud og andre fødevarer end frugt og grønt der har betydning fx som styrkende for immunforsvaret, antiinflamatorisk virkning eller ligefrem anticancer virkning.

Ud fra det jeg læste ,valgte jeg at tage et dagligt tilskud af:

  •  D-vitamin – højere doser end ADT(anbefalet daglig dosis) Jeg tog 2 kapsler D-pearls a´80 mikrogram -dvs 160 mikrogram
  • Fiskeoliekapsler fra Puori Omega 3 med højt indhold af EPA og DHA -2 stk dagligt + 1 spskfuld hørfrø olie i min morgensmoothie
  • Multivitamin tbl. fra NovoVita som hedder Multiboost og indeholder også Q10, Acai, og gurkemeje.
  • Mælkesyrebakterier fra Puori SB3  synbiotics frysetørrede og i små dagspakninger- kan drysses i morgenmaden eller andet.

Udover disse tilskud forsøger jeg at få lidt ingefær, gurkemeje og hvidløg hver dag. Hvidløg i aftensmaden, ingefær og gurkemeje putter jeg i mine grønt juicer og i min smoothie.

Jeg har holdt mig meget til  Umahro Cadogan´s oplæg om kræft og kost, dog plukket de mest væsentlige ting derfra- man kan hurtigt købe sig fattig når man er syg.

Desuden har jeg læst og brugt råd fra Anette Harbech Olesens blog “madforlivet”- du kan tilmelde dig gratis til at få månedens nyhedsbrev.

 

 

smoothies

Smoothie er en fantastisk opfindelse, sund, blød og lækker, nem at få ned og kræver kun en blender.

Her er opskrifter på  2 af mine yndlings-smoothies , som jeg stadig idag halvejs igennem mine strålebehandlinger, trods metalsmag i munden , tab af spyt og tab af smagssans og smerter i halsen, kan få ned og have god samvittighed over at få noget både sundt og nærende.

Grøn smoothie 2 portioner :

  • Kefir 2 dl (indeholder gode mælkesyre bakterier)
  • Skyr naturel 2 dl (højt proteinindhold)
  • Hørfrø olie 1 spsk
  • 1 håndfuld grønkål, babyspinat, eller persille, alternativt 2 kugler frossen spinat
  • 1 avocado
  • 1 skive frisk ananas eller 1 håndfuld frisk/frossen mango
  • evt 1/2 banan for ekstra sødme
  • 1 spsk hørfrø (fibre til tarmen og omega 3) + 1 spsk chiafrø (protein)
  • 1 cm ingefær + gurkemejerod

  • Det hele puttes i en blender og blendes til blød ensartet smoothie, fortyndes evt m mælk.
  • Rød smoothie 2 portioner:
  • 2 dl kefir
  • 2 dl skyr naturel
  • 1 banan
  • 1 dl røde bær (helst de mørke bær, brug fortrinsvis øko., danske frosne bær, som overhældes med kogende vand, som sies fra)
  • 1 spsk hørfrø olie og 1 spsk hørfrø,  1 spsk chiafrø
  • ingefær og gurkemejerod
  • Evt 1 spsk frysetørret rødbede krystaller for at få lidt “grønt” i, fås i helsekost.

God appetit til alle 🙂

Du kan finde mange flere opskrifter på Anette Harbech Olesens blog “madforlivet” og på nettet af Umahro Cadogan eller hans kogebog .