Psyken

Man får et chock, når man får besked på, at man har en potentielt livstruende sygdom. Man har risiko for at dø. Det liv, som før syntes så uendeligt, har pludselig en udløbsdato, som måske er tættere på, end man har forestillet sig. Jeg læste på det tidspunkt jeg selv fik min diagnose et interview med Sofie Gråbøl i et Alt for Damerne om hendes kræftforløb og synes hun udtrykte det så godt: “fra at se livet som et åbent  land til at få en fornemmelse af at der er en kant man kan falde ud over”.

Når man lige får sin diagnose kan det ikke gå hurtigt nok med at komme igang med behandlingen. I ens hjerne forestiller man sig at kræft cellerne vokser og deler sig dag for dag.

Der går dog lidt tid. For mit vedkommende skulle mit sår hele efter operationen og jeg skulle til forskellige undersøgelser, før de lagde en plan for min behandling, som så var 33 strålebehandlinger.

Jeg fandt hurtigt ud af at jeg ikke var den eneste der havde kræft- venteværelset var fyldt op af kvinder og mænd i alle aldre ( mest 50 årige og opefter) Nogle havde mistet håret, nogle havde en sonde i næsen til flydende mad, nogle havde tydelige ar- der var også enkelte børn og unge. 🙁

For mig var det virkelig underligt første gang jeg skulle iklæde mig patient skjorten – jeg var pludselig gået fra at være sygeplejerske og omsorgsperson til selv at være patient. Det blev en ny del af min identitet og de knap 2 mdr jeg kom til behandlinger føltes det som om jeg var blevet medlem af en hel ny verden.

De første 10-12 behandlinger gik strygende, dog havde jeg ingen spyt og var meget tør i munden. Det gjorde, at jeg stort set  holdt op med at spise brød og andre ting der kræver spyt. Så kom smagsændringen, og  efterhånden mistet smagssans, kan ikke smage det søde eller salte, mens det syrlige og bitre går mere igennem. Kaffen smager bittert, øl og vin surt, så det har jeg heller ikke fået de sidste 2 mdr. Alt har en ubehagelig metallisk smag. Samtidig begynder det at gøre ondt i halsen, som om man har en grim halsbetændelse. Jeg har hele vejen igennem klaret mig med 2 Pamol x 4 dagligt, næste skridt er Morfin og det havde jeg bestemt ikke lyst til. Så ville jeg ikke kunne køre bil og klare mig selv. Men det kan blive nødvendigt for nogen. Der er også noget lokalbedøvende væske man kan skylle mund med, men jeg fik aldrig prøvet det.

Da jeg var ca. halvvejs måtte jeg kæmpe ret meget for at få noget mad ned, det blev mest til blød og flydende kost og sundhedsaspektet blev erstattet med vigtigheden af at indtage kalorier og proteiner og fedtstoffer nok i det jeg kunne få ned. Ens vægt bliver fulgt tæt, vejning 1 x ugtl., og man må ikke tabe sig. Jeg tabte igennem hele forløbet 2 kg. Udsigten til sonde kunne godt få mig til at kæmpe. Men jeg ved også at andre har det endnu hårdere og ikke undgår sonde.

Den største hjælp gennem mit forløb er min søde mand, som har støttet mig, været med til mange undersøgelser og lægesamtaler og nogle behandlinger i starten. Det giver ham et godt billede af hvad jeg går igennem og et godt udgangspunkt for at snakke om det. Han var med til patient/pårørende undervisningen 2 x . Han lyttede, trøstede når jeg havde en rigtig dårlig dag, og lod mig græde ud eller være vred uden at hidse sig op over det. Han følte med mig. Sammen talte vi ned i behandlingerne, satte kryds for hver overstået,  og han gav mig en lille gave da jeg var 1/4 + 1/2 +3/4 + hele vejen igennem behandlingerne. Resten af min familie, især mine 3 børn og mine forældre har også støttet mig og været der for mig hele vejen igennem. Søde hilsener og fotos på mobilen flere gange ugentligt, tilbud om at køre, snak og te og kage, en middag efter lyst og med hensyntagen til hvad jeg kan spise- det hjælper alt sammen rigtig meget. Mine veninder og kolleger sendte også mange hilsener på mobilen og blomster- det er dejligt ikke at blive glemt. I starten får man mange hilsener, men det er mindst lige så vigtigt længere henne i forløbet. Jeg er så heldig at have en god familie og godt netværk. Det er ikke alle forundt. Man kan hurtigt blive ensom i dette. I sidste ende er det kun en selv, der skal igennem det, så ensomhedsfølelsen kommer indimellem. Jeg har haft aftener, hvor jeg græd da jeg først var kommet i seng. Følelserne ligger lige ved overfladen og der skal ikke meget til at gøre mig rørt/ked af det.

Mandage var ofte de værste, fordi man lige fik en lille pause og så skulle afsted igen. En enkelt mandag skulle jeg igennem en tudetur og trusler om at jeg ikke ville afsted- men afsted kom jeg jo.

Jeg fandt hurtigt ud af, at der skulle ske noget ud over min kræftbehandling-den skulle ikke fylde hele mit liv og hele mine dage. Jeg har brugt min ugeplan for strålebehandlinger til også at planlægge min uge med gode aktiviteter, gåture med en veninde, besøg hos en anden veninde, byens parker bliver flittigt besøgt til mine gåture og jeg forsøger at gå 10000 skridt dagligt som minimum. Dagens gåture blev virkelig til en nydelse og jeg nød at kunne følge forårets udvikling på nær hold.

kirsebærtræer i Mindeparken

Jeg skulle være aktiv så meget jeg orkede og udnytte denne tid til mig selv. Jeg var rimelig veltrænet inden, men holder pause med styrketræning og spinning under mit behandlingsforløb. Jeg tænker at energien skal bruges et andet sted, kroppen skal bruge meget energi på at udrense døde celler og hele, genopbygge, komme til sig selv igen.

Samtidig har jeg brugt en meditations app. på min mobil og mediterer og slapper af ca 20-40 min. hver dag. Det kan jeg mærke er rigtig godt for mig og de dage jeg ikke får det gjort mangler jeg det. Så har jeg fået læst en del, skrevet dagbog, oprettet denne blog. At skrive har for mig været en måde at bearbejde det hele på.

Da jeg var ca 3/4 igennem behandlingsforløbet begyndte jeg at mærke et behov for rekreation eller rehabilitering sammen med ligestillede, for hvad nu når jeg blev sluppet og afsluttet fra sygehuset- så skulle jeg klare mig selv og have dagene til at gå medens bivirkningerne toppede og jeg psykisk måske fik en nedtur….Derfor gik jeg på nettet og fandt diverse tilbud på Kræftens bekæmpelse og Heimdal – Problemet viste sig dog at være, at alt forlængst var optaget og det ophold jeg søgte, havde rigtig mange ansøgere, så jeg fik afslag og kunne søge igen til efteråret! Jo,tak, men det var jo lige nu jeg havde behovet og tiden. Min oplevelse er at der er for få pladser på de tilbud der eksisterer og du skal være i god tid til at søge. Tilbudene burde køre hver 2. måned og ikke kun forår og efterår.

Jeg fandt en selvoprettet gruppe i Beder for kræftramte kvinder og mænd i Århus syd, hvor de mødes til uformel snak og udveksler erfaringer. De mødes i sognegården  1. mandag  i måneden kl. 19-21. Kontaktpersonen hedder Rikke og du finder kontaktoplysninger på Kræftens Bekæmpelse siden eller i Heimdal.

 

 

24. behandling-2 uger tilbage

3 dages skøn pause pga. Bededagsweekend, i sommerhus med min mand og drenge med deres kærester, dejlig afledning fra hverdagens behandlinger og de bivirkninger der efterhånden er. Så dejligt med snak, spil, gåture og frisk ung humor. Derfor er det hårdt at starte mandag igen. Men der er  2 uger og 10 behandlinger tilbage – nu er det til at se lyset for enden. 🙂

Samtidig er min hud nu ret rød og spættet, mit øre og især øreflip føles som om den er blevet skoldet med varmt vand og er meget følsom for berøring. Det væsker fra bag ved øret, der er sår og skorper. Jeg har lavet kamille afkog af kamilleblomster , hældt det på en lille ren flaske og bruger det på vatrondeller til at køle og rense området med. Min mor synes at det hjalp hende i sin tid da hun var igennem strålebehandling af brystet og det kan ikke skade. Kamille har vel også en beroligende effekt, samt at det er koldt og dejligt at køle huden med.

Dette foto ser ikke så slemt ud som det somme tider er, men samtidig kan jeg se hvor fint mit ar er blevet. Der er sår bag på øret og øreflippen men det ses ikke på billedet.                     

 

Halvvejs igennem strålebehandinger

Igår var det for mig psykisk en vigtig dag- jeg havde fået 17. behandling og kan nu begynde at tælle nedad til 33. og sidste. Det føles godt men samtidig ved jeg, at det nok var den nemmeste del og at det langtfra er slut når jeg den 11.maj får den sidste behandling. Helingen af hud og slimhinder i munden, genoptræningen af min krop og bearbejdning af mit sårede sind kommer til at tage noget tid derefter.

Det er ved at være svært at få noget mad ned. Alt smager dårligt, metalisk og af tørt pap, syrlige og bitre ting bliver mere sure og bitre, jeg har ingen spyt til at fortynde og blande med mundfuldene. Jeg holder mig mest til ting der er bløde eller flydende, men smagen er stadig dårlig for det meste. Vand er det eneste der smager ok. Vægttab : 1 kg

Jeg fik idag en smoothie på cafe´Stiften som smagte ok- kokos, banan og mælk- jeg bad dem lave den på alm. sødmælk istedet for den fedt fattige vaniljemælk, som nok er fedtfattig men til gengæld fuld af sukker 🙁    Så den vil jeg afprøve hjemme med banan og kokosmælk, som indeholder gode fedtstoffer og bananen er ret næringsrig. Er ved at finde ud af, at alle de syrlige frugter ikke dur mere, banan er godt og mildt og måske lidt jordbær eller blåbær i.

Det positive er at jeg stadig kan klare mig med Pamol for smerter i halsen, at jeg ikke har sår i munden, og at huden stadig klarer sig okay- den er rød og irriteret og klør, og jeg har fået Locoid (en hormoncreme) til at smøre med fra idag. Men der er ikke sår i huden og det er jeg glad for.

Jeg holder også fast i mine gåture hver dag, går over 10.000 skridt 5 ud af 7 dage. Vejret har jo de sidste 3-4 dage været fantastisk, sommer i Danmark i april! Botanisk have og Mindeparken er lige nu favoritstederne og de ligger på vejen hjem fra behandlinger. De første Rhododendron er sprunget ud 🙂

Meditation dagligt i 15-20 min. er mit lille healende frikvarter. Jeg har en app. på min mobil som jeg bruger, den er super god, behagelig rolig kvindestemme vejleder dig igennem. Man kan vælge mellem flere temaer bla. søvn, afslapning, energiopladning, motivation m.m. Den hedder Free Guided Meditation og har en pink lotusblomst som app. Den er på engelsk.