Eftervirkninger

Dag 2 + 3 efter afsluttet behandling.

I forgårs en fantastisk dag med sidste behandling, igår og idag  oplever jeg så forværring i mine smerter i halsen, Pamol kan ikke længere tage dem. Heldigvis fik jeg til afsluttende lægesamtale sagt at smerterne tiltager og fik nogle Morfin tabletter med. Dem får jeg så brug for nu. Jeg tager kun en  1/2- de er 10 mg- men om aftenen må jeg sande at det ikke er nok og må tage 1/2 oveni den første. Så sover jeg, og er helt smadret, og sover igen på sofaen og orker ingenting overhovedet. Jeg taber mig fortsat lidt for jeg har ingen lyst til mad med de smerter og den smag i munden. Alt smager stadig lige træls. Håber at det snart vender.

Efter strålebehandlingen

Fredag d. 11/5 og sidste behandlin.

Fantastisk følelse at køre fra stråleterapien efter sidste behandling og efter at have sagt tak og farvel . Det er en solskinsdag med blå himmel og sådan er det også inden i mig. Der var flag på briksen og det var rørende at sige farvel til alle de søde sygeplejersker og læger, men jeg håber aldrig at jeg kommer tilbage som patient eller pårørende.

Samtidig har jeg lært ufattelig meget af hele forløbet som patient, sygeplejerske og menneske. Der er meget jeg vil tage med videre i mit virke som sygeplejerske og mit eget liv. Min mand og jeg er kommet meget tættere på hinanden, min familie har mærket smerten og angsten for hvordan det ville være at miste, jeg har kigget ud over livets kant, men har heldigvis troen på at behandlingen har gjort sit og der stadig er mange gode år tilbage til mig her på denne dejlige jord.

Mad når du har nedsat appetit, kvalme eller smagsforstyrrelser

Før jeg startede strålebehandling og ca de første 4 uger lavede jeg mine grønsagssafter på min nye slowjuicer trofast hver 2. dag- 1 grøn portion og 1 rød portion. (der er opskrifter under Kostens betydning)  Min morgensmoothie i forskellige udgaver var min daglige morgenmad.( opskrifter under Smoothies)

Men efterhånden som mine smagsløg blev beskadiget og tungen lodden og grå og jeg nærmest ingen spyt havde, kom madleden og en let kvalme sikkert pga den konstante metaliske smag i munden. Dertil smerter i halsen. Så blev det pludselig svært at få andet end vand og grøn te ned og det får man ikke mange kalorier af.

Mine grønsagsjuicer smagte ikke godt, blev for sure, smagte for meget af kål, og jeg havde ikke lyst til dem. Jeg holdt fast i min morgensmothie og holdt mig til de mere søde frugter fremfor syrlige, da det sure blev forstærket. Skyr m vanilje var ok. men alm skyr, yoghurt naturel og den slags var for surt. Så brugte jeg mandelmælk eller bare sødmælk. Jeg afprøvede forskellige slags proteindrikke fra sygehuset, men synes stadig det bedste var det hjemmelavede tilsat lidt proteinpulver.

Udover en lille portion alm. aftensmad levede de næste mange uger af : smoothies/milkshakes, beriget havregrød, risengrød, øllebrød med fløde, frugtgrød med fløde, blendede grønsagssupper med fløde, risotto, røræg og æg i forskellige udgaver med kartofler eller ris fra dagen før. Kartoffelmos lavet med smør og fløde og kødsauce.  Is er også godt, de små magnum ispinde fx. og italiensk is. Pandekager med is. 🙂

Havregrød deluxe: 2 dl sødmælk, 2 store spiseske havregryn, 1 spsk chiafrø, lidt rosiner eller svesker i små stykker, 1/2 banan i små stykker, 1 spsk. kokosmel, en anelse salt, 1/2 tsk sukker. Koges stille i 5 min. Serveres med kanel og sukker og smørklatter.

Banan milkshake : 2 dl. sødmælk eller mandelmælk, 1/2 -1 banan afh. af størrelse, 1 spsk hørfrøolie, evt 1-2 spsk proteinpulver, lidt vanilje. Blendes og hældes i et glas med isterninger. Husk 1 spsk olie = ca 100 kalorier, så det giver godt at tilsætte en sund olie alle de steder du kan komme afsted med det. Lidt jordbær eller blåbær i er også godt og ikke for surt.

Flydende drikke/proteindrikke kan du med fordel bruge sugerør til så de lander bagerst i munden, så smager du dem ikke så meget. Det hjælper også at de er iskolde eller med isterning i.

Når du ikke kan spise brød pga tørhed i munden kan du tage udgangspunkt i en rest ris eller kartofler fra dagen før.

Fried rice : en rest kolde ris fra dagen før, hakket rød peberfrugt, 1 forårsløg i fine skiver eller  1/2 hakket løg, Det hele svitses i en spsk olivenolie i 2 min. Så kommer du 1-2 æg over og lader dem størkne mens du rører rundt. Tomat og agurkeskiver er godt til, evt blandet i hytteost. Alternativt kan du også bruge en lille rest andre grønsager i risene, fx hakket blomkål eller champignon. Ligeledes kan du lave retten med brasekartofler istedet for ris. 

Fried rice og hytteost med tomattern
mange gode opskrifter

 

Psyken

Man får et chock, når man får besked på, at man har en potentielt livstruende sygdom. Man har risiko for at dø. Det liv, som før syntes så uendeligt, har pludselig en udløbsdato, som måske er tættere på, end man har forestillet sig. Jeg læste på det tidspunkt jeg selv fik min diagnose et interview med Sofie Gråbøl i et Alt for Damerne om hendes kræftforløb og synes hun udtrykte det så godt: “fra at se livet som et åbent  land til at få en fornemmelse af at der er en kant man kan falde ud over”.

Når man lige får sin diagnose kan det ikke gå hurtigt nok med at komme igang med behandlingen. I ens hjerne forestiller man sig at kræft cellerne vokser og deler sig dag for dag.

Der går dog lidt tid. For mit vedkommende skulle mit sår hele efter operationen og jeg skulle til forskellige undersøgelser, før de lagde en plan for min behandling, som så var 33 strålebehandlinger.

Jeg fandt hurtigt ud af at jeg ikke var den eneste der havde kræft- venteværelset var fyldt op af kvinder og mænd i alle aldre ( mest 50 årige og opefter) Nogle havde mistet håret, nogle havde en sonde i næsen til flydende mad, nogle havde tydelige ar- der var også enkelte børn og unge. 🙁

For mig var det virkelig underligt første gang jeg skulle iklæde mig patient skjorten – jeg var pludselig gået fra at være sygeplejerske og omsorgsperson til selv at være patient. Det blev en ny del af min identitet og de knap 2 mdr jeg kom til behandlinger føltes det som om jeg var blevet medlem af en hel ny verden.

De første 10-12 behandlinger gik strygende, dog havde jeg ingen spyt og var meget tør i munden. Det gjorde, at jeg stort set  holdt op med at spise brød og andre ting der kræver spyt. Så kom smagsændringen, og  efterhånden mistet smagssans, kan ikke smage det søde eller salte, mens det syrlige og bitre går mere igennem. Kaffen smager bittert, øl og vin surt, så det har jeg heller ikke fået de sidste 2 mdr. Alt har en ubehagelig metallisk smag. Samtidig begynder det at gøre ondt i halsen, som om man har en grim halsbetændelse. Jeg har hele vejen igennem klaret mig med 2 Pamol x 4 dagligt, næste skridt er Morfin og det havde jeg bestemt ikke lyst til. Så ville jeg ikke kunne køre bil og klare mig selv. Men det kan blive nødvendigt for nogen. Der er også noget lokalbedøvende væske man kan skylle mund med, men jeg fik aldrig prøvet det.

Da jeg var ca. halvvejs måtte jeg kæmpe ret meget for at få noget mad ned, det blev mest til blød og flydende kost og sundhedsaspektet blev erstattet med vigtigheden af at indtage kalorier og proteiner og fedtstoffer nok i det jeg kunne få ned. Ens vægt bliver fulgt tæt, vejning 1 x ugtl., og man må ikke tabe sig. Jeg tabte igennem hele forløbet 2 kg. Udsigten til sonde kunne godt få mig til at kæmpe. Men jeg ved også at andre har det endnu hårdere og ikke undgår sonde.

Den største hjælp gennem mit forløb er min søde mand, som har støttet mig, været med til mange undersøgelser og lægesamtaler og nogle behandlinger i starten. Det giver ham et godt billede af hvad jeg går igennem og et godt udgangspunkt for at snakke om det. Han var med til patient/pårørende undervisningen 2 x . Han lyttede, trøstede når jeg havde en rigtig dårlig dag, og lod mig græde ud eller være vred uden at hidse sig op over det. Han følte med mig. Sammen talte vi ned i behandlingerne, satte kryds for hver overstået,  og han gav mig en lille gave da jeg var 1/4 + 1/2 +3/4 + hele vejen igennem behandlingerne. Resten af min familie, især mine 3 børn og mine forældre har også støttet mig og været der for mig hele vejen igennem. Søde hilsener og fotos på mobilen flere gange ugentligt, tilbud om at køre, snak og te og kage, en middag efter lyst og med hensyntagen til hvad jeg kan spise- det hjælper alt sammen rigtig meget. Mine veninder og kolleger sendte også mange hilsener på mobilen og blomster- det er dejligt ikke at blive glemt. I starten får man mange hilsener, men det er mindst lige så vigtigt længere henne i forløbet. Jeg er så heldig at have en god familie og godt netværk. Det er ikke alle forundt. Man kan hurtigt blive ensom i dette. I sidste ende er det kun en selv, der skal igennem det, så ensomhedsfølelsen kommer indimellem. Jeg har haft aftener, hvor jeg græd da jeg først var kommet i seng. Følelserne ligger lige ved overfladen og der skal ikke meget til at gøre mig rørt/ked af det.

Mandage var ofte de værste, fordi man lige fik en lille pause og så skulle afsted igen. En enkelt mandag skulle jeg igennem en tudetur og trusler om at jeg ikke ville afsted- men afsted kom jeg jo.

Jeg fandt hurtigt ud af, at der skulle ske noget ud over min kræftbehandling-den skulle ikke fylde hele mit liv og hele mine dage. Jeg har brugt min ugeplan for strålebehandlinger til også at planlægge min uge med gode aktiviteter, gåture med en veninde, besøg hos en anden veninde, byens parker bliver flittigt besøgt til mine gåture og jeg forsøger at gå 10000 skridt dagligt som minimum. Dagens gåture blev virkelig til en nydelse og jeg nød at kunne følge forårets udvikling på nær hold.

kirsebærtræer i Mindeparken

Jeg skulle være aktiv så meget jeg orkede og udnytte denne tid til mig selv. Jeg var rimelig veltrænet inden, men holder pause med styrketræning og spinning under mit behandlingsforløb. Jeg tænker at energien skal bruges et andet sted, kroppen skal bruge meget energi på at udrense døde celler og hele, genopbygge, komme til sig selv igen.

Samtidig har jeg brugt en meditations app. på min mobil og mediterer og slapper af ca 20-40 min. hver dag. Det kan jeg mærke er rigtig godt for mig og de dage jeg ikke får det gjort mangler jeg det. Så har jeg fået læst en del, skrevet dagbog, oprettet denne blog. At skrive har for mig været en måde at bearbejde det hele på.

Da jeg var ca 3/4 igennem behandlingsforløbet begyndte jeg at mærke et behov for rekreation eller rehabilitering sammen med ligestillede, for hvad nu når jeg blev sluppet og afsluttet fra sygehuset- så skulle jeg klare mig selv og have dagene til at gå medens bivirkningerne toppede og jeg psykisk måske fik en nedtur….Derfor gik jeg på nettet og fandt diverse tilbud på Kræftens bekæmpelse og Heimdal – Problemet viste sig dog at være, at alt forlængst var optaget og det ophold jeg søgte, havde rigtig mange ansøgere, så jeg fik afslag og kunne søge igen til efteråret! Jo,tak, men det var jo lige nu jeg havde behovet og tiden. Min oplevelse er at der er for få pladser på de tilbud der eksisterer og du skal være i god tid til at søge. Tilbudene burde køre hver 2. måned og ikke kun forår og efterår.

Jeg fandt en selvoprettet gruppe i Beder for kræftramte kvinder og mænd i Århus syd, hvor de mødes til uformel snak og udveksler erfaringer. De mødes i sognegården  1. mandag  i måneden kl. 19-21. Kontaktpersonen hedder Rikke og du finder kontaktoplysninger på Kræftens Bekæmpelse siden eller i Heimdal.