kostens betydning

Der er vist ingen tvivl om at det vi putter i munden har en indvirkning på vores energi, modstandskraft, heling og velbefindende.

Jeg vil ikke gå ind i meget lange forklaringer om hvordan kosten kan bruges ift. kræft, det er der andre meget dygtige personer der har gjort. (se nedenfor)

Udover de almindelige anbefalinger om 600 g frugt og (mest) grønt og gerne mere end 600 g dagligt, vil jeg nævne at især de grønne grønsager menes at have en kræft hæmmende effekt

Højest rangerer hvidløg, porre, rosenkål, brocolli,  grønkål, savoykål og andre kålarter, spinat, asparges, rødbeder, men alle grønsager er sunde og fulde af gode stoffer. Det er en god ide at få både af de grønne grupper og af de gule, orange og røde.

Frugt er  godt for alle, og specielt bær (især de mørke bær som blåbær, solbær, brombær, aroniabær) og stenfrugter(blommer, kirsebær, nectariner, ferskner, abrikoser) menes at indeholde kræftbekæmpende stoffer.

Jeg forsøger især under min strålebehandling at få både grønsager og bær hver dag. Det gjorde jeg også før min diagnose, men nu har jeg øget indtaget markant. Da det er svært at tygge sig igennem alt det frugt og grønt, investerede jeg fra starten i en slow juicer, en god saftpresser, som får meget mere med end bare saften. Alle frugter og grønsager skal så vidt muligt være økologiske eller som minimum danske. Da jeg bruger hele citrusfrugter med skal er de altid økologiske og skrubbet rene.

Da jeg har det bedst med rene farver og ikke for mange ting blandet sammen, udviklede jeg en grøn saft og en rød saft med variationer og det lavede jeg hver 2. dag , hældte det på skoldede glasflasker og drak det i løbet af de 2 dage.

Her er mine opskrifter:

1 portion rød juice til 2 dage

2 aflange rødbeder, 4 gulerødder, 1 rød peber, 1 hel appelsin med skræl, 1 citron med skræl, 1 æble(variation: /eller 1 håndfuld druer/eller granatæble uden skræl/ eller 1/4 vandmelon.) 2 cm ingefær rod, 2 cm gurkemejerod(skåret i tynde skiver og skoldet, ellers skal du tilsætte lidt sort peber til juicen for optagelsen af gurkemeje) Det hele køres igennem juiceren og hældes på rene glas.

 

1 portion grøn juice til 2 dage

3 blade grønkål eller en stor håndfuld spinat, 1 brocolli, 1 agurk, 1 æble, 1 citron med skræl, 1-2 cm gurkemeje og 1-2 cm ingefærrod, 1 håndfuld druer/ eller 1 skrællet kiwi. Du kan variere med fennikel, spidskål og andre grønsager som du kan lide, men brug altid en basis af de grønne kålarter. Jeg synes det fungerer bedst med lidt syrligt frugt til kålen.

Steder jeg har søgt viden om kræft og kost er bla. :

bogen Anticancer af David Servan-Schreiber

forfatter og blogger Anette Harbech Olesen “madforlivet.com”

Umahro Cadogan`s  oplæg og lydfil om kræft og kost og hans opskrifter

Chris MacDonald  – Fuck cancer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *