Mad når du har nedsat appetit, kvalme eller smagsforstyrrelser

Før jeg startede strålebehandling og ca de første 4 uger lavede jeg mine grønsagssafter på min nye slowjuicer trofast hver 2. dag- 1 grøn portion og 1 rød portion. (der er opskrifter under Kostens betydning)  Min morgensmoothie i forskellige udgaver var min daglige morgenmad.( opskrifter under Smoothies)

Men efterhånden som mine smagsløg blev beskadiget og tungen lodden og grå og jeg nærmest ingen spyt havde, kom madleden og en let kvalme sikkert pga den konstante metaliske smag i munden. Dertil smerter i halsen. Så blev det pludselig svært at få andet end vand og grøn te ned og det får man ikke mange kalorier af.

Mine grønsagsjuicer smagte ikke godt, blev for sure, smagte for meget af kål, og jeg havde ikke lyst til dem. Jeg holdt fast i min morgensmothie og holdt mig til de mere søde frugter fremfor syrlige, da det sure blev forstærket. Skyr m vanilje var ok. men alm skyr, yoghurt naturel og den slags var for surt. Så brugte jeg mandelmælk eller bare sødmælk. Jeg afprøvede forskellige slags proteindrikke fra sygehuset, men synes stadig det bedste var det hjemmelavede tilsat lidt proteinpulver.

Udover en lille portion alm. aftensmad levede de næste mange uger af : smoothies/milkshakes, beriget havregrød, risengrød, øllebrød med fløde, frugtgrød med fløde, blendede grønsagssupper med fløde, risotto, røræg og æg i forskellige udgaver med kartofler eller ris fra dagen før. Kartoffelmos lavet med smør og fløde og kødsauce.  Is er også godt, de små magnum ispinde fx. og italiensk is. Pandekager med is. 🙂

Havregrød deluxe: 2 dl sødmælk, 2 store spiseske havregryn, 1 spsk chiafrø, lidt rosiner eller svesker i små stykker, 1/2 banan i små stykker, 1 spsk. kokosmel, en anelse salt, 1/2 tsk sukker. Koges stille i 5 min. Serveres med kanel og sukker og smørklatter.

Banan milkshake : 2 dl. sødmælk eller mandelmælk, 1/2 -1 banan afh. af størrelse, 1 spsk hørfrøolie, evt 1-2 spsk proteinpulver, lidt vanilje. Blendes og hældes i et glas med isterninger. Husk 1 spsk olie = ca 100 kalorier, så det giver godt at tilsætte en sund olie alle de steder du kan komme afsted med det. Lidt jordbær eller blåbær i er også godt og ikke for surt.

Flydende drikke/proteindrikke kan du med fordel bruge sugerør til så de lander bagerst i munden, så smager du dem ikke så meget. Det hjælper også at de er iskolde eller med isterning i.

Når du ikke kan spise brød pga tørhed i munden kan du tage udgangspunkt i en rest ris eller kartofler fra dagen før.

Fried rice : en rest kolde ris fra dagen før, hakket rød peberfrugt, 1 forårsløg i fine skiver eller  1/2 hakket løg, Det hele svitses i en spsk olivenolie i 2 min. Så kommer du 1-2 æg over og lader dem størkne mens du rører rundt. Tomat og agurkeskiver er godt til, evt blandet i hytteost. Alternativt kan du også bruge en lille rest andre grønsager i risene, fx hakket blomkål eller champignon. Ligeledes kan du lave retten med brasekartofler istedet for ris. 

Fried rice og hytteost med tomattern
mange gode opskrifter

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *